De (gode) gamle dage.

I radioens barndom kunne Danmark tælle flere dygtige radiopionerer. M. P. Pedersen var een af dem. Han fik sin første praktiske erfaring med radio hos Valdemar Poulsen, kendt for Poulsenbuen, og professor P. O. Pedersen.
Men kort tid efter første verdenskrigs udbrud, besluttede M. P. Pedersen at starte sit eget firma, som først og fremmest skulle fremstille radiorør, men han kom ret hurtigt i gang med at fabrikere og servicere radiomodtagere og sendere. Han startede op med en kompagnon, men der gik ikke ret lang tid, før han styrede firmaet alene. Kundekredsen var ikke så stor dengang, idet staten havde monopol på drift af radiomodtagere og sendere. Så for at holde firmaet i gang, satte M. P. en cigaretfabrikation i gang. Derved kunne kreditorerne holdes fra døren, og M. P. kunne koncentrere sig om sin store interesse, radioen.
Ind imellem kunne man få det indtryk, at kun statsmagten kendte til det forbud, der var mod privat radiolytning og sending. For allerede i begyndelsen af tyverne var der omkring 10.000 hjemmebyggede modtagere i gang og en del unge eksperimenterede med sendere. Nu var der ikke så overvældende stor risiko ved at eksperimentere med sendere, for Telegrafvæsenet havde ikke de store muligheder for at finde frem til de ulovlige sendere. Een af dem som eksperimenterede med sendere var Eigil Cohrt, OZ5CV. Han luftede flittigt kaldesignalet ed7EC, først med en gnistsender, fremstillet af en tændspole fra en Fordvogn, en såkaldt Fordrulle. Men den havde en lyd som en rusten rundsav og var tilligemed ikke særlig effektiv. Så den blev hurtigt lagt på hylden, og der kom gang i rørsenderne.
Nu skete der imidlertid det, at radiolytning d. 1. maj 1923 blev gjort lovlig, og nogen tid derefter offentliggjorde avisen Dagens Nyheder en konstruktionsartikel af en simpel retmodtager, der gik under navnet DN 11. Det var den navnkundige George W. Olesen, som stod fadder til konstruktionen, der blev meget populær. Mangen en husfader stod dengang og byggede DN 11 på hjørnet af køkkenbordet. Men modtageren havde desværre den svaghed, at den modtog senderamatørerne på kortbølge næsten lige så godt som de radiofonistationer, den kunne indstilles på. Så i mange år derefter, var DN11 skyld i, at en hel del senderamatører kom nær sammenbruddets rand.
Men tilladelsen til radiolytning havde også til følge, at senderamatørerne skulle holde sig gode venner med naboerne, og i det hele taget holde en lav profil. Det lykkedes til en vis grad for Eigil, og det hjalp nok også, at den lokale betjent var faderens gode bekendt. Men alle disse sendereksperimenter var dyre, så for at få råd til dem, havde Eigil fået et job hos M. P. Pedersen med at reparere modtagere og sendere.
En dejlig forårsdag i 1924 skete der det, alle senderamatører frygtede. Eigil blev af en radiolytter anmeldt for at benytte en radiosender. Den lokale betjent ringede til Eigil for at fortælle det, og han var endog så venlig at vente et par dage med at kontrollere anmeldelsens rigtighed.
Nu var gode råd dyre. Hvorledes kunne bøde og konfiskation undgås? M. P. Pedersen, som Eigil havde klaget sin nød til, fik en god ide. Han ringede til sine gode venner i Telegrafvæsenet og spurgte, om han kunne få en forsøgssendetilladelse. Det var der intet i vejen for, og han kunne få tilladelsen med det samme.

Og at han allerede havde en forsøgssender hos Eigil betød ikke noget. Så herefter kunne Eigil Cohrt fuldt lovligt benytte sin sender, og kaldesignalet ed7EC kunne atter høres viden om. Anmeldelsen fra radiolytteren blev der ikke gjort mere ved. Dette skete d. 8. april 1924. Først knap 2 år senere, d. 26. februar 1926, blev der åbnet mulighed for andre at få udstedt amatørsendetilladelse.
7EC var en meget flittig radioamatør. Han var den første danske amatør, som fik forbindelse med en anden verdensdel. Det var i maj 24, da han fik forbindelse med USA på en bølgelængde omkring 100 m. Det var dengang en ret kort bølgelængde. Amerikanerne havde i 1923 opdaget, at disse bølgelængder gik bedre igennem end de hidtil anvendte omkring 200 m. Så i november 1923 krydsede det første amatørsignal Atlanten på disse lavere bølgelængder. Og så snart dette blev kendt, begyndte vandringen nedad i bølgelængde, og i løbet af 1924 havde amatørsignaler nået alle verdensdele omkring 90-100 m.
Men den første amatørforbindelse med udlandet, har 7GB (senere ed7ZM-OZ7ZM), Gunnar Bramslev, æren af. Det var d. 16. september 1923 kl. 01.30 om morgenen, hvor han fik kontakt med den engelske amatørstation 2JF.

Indhold

Næste side