Dansk amatørradios udvikling.

Fra OZs jubilæumsskrift august 1987.

Ejnar Dessau. Den første radioamatør.

Det er næsten en umulig opgave jeg har påtaget mig, ved at skrive om dansk amatørradios tekniske udvikling på nogle få sider. Amatørradio er jo lige så gammel som radioteknikken, og der er sket så mange spændende og interessante ting igennem disse mange år, at det kunne fylde en tyk bog. Der må nødvendigvis ske en udvælgelse, og jeg har valgt at lade tankerne gå tilbage, og skrive, hvad der falder mig ind.
Jeg vil starte med begyndelsen af tyverne. I vore øjne var modtagere og sendere dengang håbløst ineffektive og meget simple. Men for samtiden var det meget teknisk, og kun for særligt uddannede, så som cykelsmede og personer, som havde studeret emnet særligt grundigt. Eller det kunne være den lokale gartner eller naboens søn. Modtagerne var ofte krystalmodtagere, og de detektorer, man anvendte, var meget forskellige fra de dioder vi kender i dag og de fandtes i mange variationer. I grundtrækket var det et stykke mineral, som blev sat i forbindelse med enten et andet stykke mineral eller en metalspids og de mest benyttede var blysulfid, molybdænglans, svovlkis, silicium og karborundum, hvor man ved sidstnævnte måtte bruge en hjælpespænding på ca. halvanden volt. Modtagere med radiorør fandtes også. Men det var ikke alle radioamatører, der havde råd til en sådan modtager. For selvom modtagerne var hjemmebyggede og kun bestod af et rør, var det en dyr hobby. Et rør kostede i 1923 11 kr. og et par hovedtelefoner fra 15 til 32 kr. Det lyder måske ikke af så meget, men når man sammenholder dette med, at gennemsnitstimelønnen for en arbejder i 1924 var 1,47 kr. (iflg. Danmarks Statistik), ser billedet jo noget anderledes ud. Hovedtelefonen skulle man jo have, så et radiorør var noget, der måtte komme på et senere tidspunkt, og man passede godt på det, når man endelig havde fået fat i et. Rørmodtageren var som regel en regenerativ modtager, d.v.s en modtager hvor detektionen foregik mellem gitter og katode, og der blev indført så meget tilbagekobling, at den lige akkurat ikke gik i sving. Derved fik man mest følsomhed og selektivitet. Men det krævede også meget erfaring at bygge og betjene modtageren.
Senderne var enten gnistsendere (til korte afstande), og her brugte man ofte tændspolerne til Ford-vognene, de såkaldte Ford-ruller, som induktor til at frembringe den høje spænding til gnisten, eller etrørs selvsvingende Hartley'er. Til sidstnævnte var de blå Fotos rør meget populære. Mest p.g.a. prisen. Med en del overspænding på glødetråden kunne de give op til 8 W input. Man måtte så finde sig i den noget kortere levetid, når man nu ikke havde råd til et rigtigt senderrør, som var temmelig dyrt. Senderrørene havde alle glødetråd af wolfram el. lign. og det var et festligt syn at se et sådan rør udstråle det mest intense hvide lys, mens hele rørets indre blev rødglødende. Man sendte i starten med telegrafi, men der var nogle avancerede radioamatører, som eksperimenterede med telefoni. Visse brugte endda den rå vekselspænding på anoderne. Dette gav senderen en karakteristisk lyd, som i forbindelse med telegrafi nok var en fordel, men med telefoni kunne dette give visse problemer.

Mange komponenter måtte man lave selv. En modstand kunne enten være en blyantstreg på et stykke papir eller et glas vand med to tråde nedsænket. Det var i alt fald en glimrende gitterafleder. Kondensatorer var ikke så svære at lave og transformatorer viklede man i stor stil. Skulle man ensrette netspændingen, var det muligt at klare sig uden ensretterrør, idet man kunne lave sig en elektrolytisk ensretter. Det gjorde man ved at tage en flok reagensglas, fylde dem med en opløsning af ammoniumfosfat og anbringe en aluminiumselektrode og en blyelektrode i hvert glas. Når de så blev serieforbundet havde man en glimrende ensretter. Blyakkumulatorer blev brugt i vid udstrækning til glødespænding til rørene. Så anvendelse af syre og farlige stoffer var ikke fremmed for radioamatøren. Det kunne nok heller ikke undgås, at der ind imellem kom et par huller i tøjet. Det gjorde sikkert ikke så meget, for var man gift, havde konen jo lidt at beskæftige sig med, mens man selv eksperimenterede med radioapparaterne.
I 1926 havde man udbygget modtagerne lidt, enten med 2 trin LF-forstærkning eller med et HF-trin og et enkelt LF-rør. OZ7Z havde fundet på at bruge det samme apparat som både sender og modtager. I 1930 var den mest almindelige senderopstilling en variabel oscillator med et efterfølgende PA-trin. En push-pull selvsvinger med Heising modulation brugtes også en del. Men krystalstyring begyndte at vinde indpas og så byggede man senderne med en krystaloscillator, to doblere og PA. Krystallerne sleb man selv og modulationen var Heising eller Schäfer. Et par år senere var krystalstyring meget populær og i midten af 1933 vandt tetroden indpas i senderne. Dermed var vejen banet for en ny stabil variabel oscillator, den elektronkoblede oscillator. Dette gav amatørerne mulighed for at kombinere fordelene fra krystalstyring og variabel oscillator.
Skærmgitterrøret blev brugt en del som HF-forstærker i modtagerne, det var først i 1937, at supermodtagerne dukkede op blandt amatørerne. På dette tidspunkt var den velkendt blandt de professionelle brugere af radio, men det var en dyr og teknisk krævende modtagertype. Men nu var teknikken moden til supermodtageren og der gik ikke mange år, før det var den mest anvendte modtagertype blandt amatørerne. Med supermodtageren kom dobbeltsuperen, med hjemmelavet krystalfilter, støjbegrænser og andre finesser. Dermed var vejen banet for "harmonikaen", som 7T beskrev i OZ i 1953. Det var en smart konstruktion, som med et krystal på 1 MHz og en grundmodtager med frekvensområdet 4 - 5 MHz, kunne dække hele kortbølgebåndet fra 2 til 30 MHz. 7T var forøvrigt fremskridtets mand. Lige efter krigen begyndte han at agitere for anvendelsen af SSB, men der skulle gå en halv snes år, før denne modulationsform rigtig vandt indpas.
I 1939 bragte Philips stabiliseringsrør på markedet. Det var et godt fremskridt, for man måtte tidligere bruge de glimlamper, der anvendtes i forbindelse med trappelys, elevatorer og lign. I hælene på dette kom stabilovolten -en form for serieforbundet stabiliseringsrør. Dette åbnede mulighed for konstruktion af gode, stabile spændingsforsyninger, hvilket gjorde modtagere og sendere endnu bedre.
Det har altid været en udfordring for radioamatøren at få rørene til at yde deres yderste. Og at få dem til at arbejde på endnu højere frekvenser, var nok udfordringen over dem alle. Mange sære opstillinger har i tidens løb set dagens lys. I slutningen af tyverne savede man soklerne af rørene for at nedsætte kapaciteten, og rørene blev hængt op i de mest kunstfærdige positioner. Mange kunstgreb blev gjort for at komme over de begrænsninger, der lå i elektrodernes indbyrdes afstand. I OZ fra september 1930 er beskrevet en sender, der adskilte sig fra de sædvanlige, ved at anoden havde en stor negativ spænding og gitteret fik tilført en høj positiv spænding. At få en af de sædvanlige regenerative modtagere til at fungere tilfredsstillende på disse "høje" frekvenser (over 30 MHz), voldte visse problemer. Major E.H. Armstrong kom med en idé, der skulle føre til den superregenerative modtager. Den havde efter datidens forhold alle de gode egenskaber, der skulle til for at få en god VHF modtager, så successen var hjemme. Den var let og billig at bygge, havde en god følsomhed og en passende selektivitet. Men dermed er alt det positive nævnt. Der skulle ikke meget til, før modtageren virkede som en støjsender og man fik susen for ørerne, hver gang man lyttede til den. Men gudskelov gik den tekniske udvikling ret hurtigt, og den superregenerative modtager blev efter en årrække delvis afløst af supermodtageren, men den satte sine spor langt op i halvtredserne.
Efterhånden blev radiorørene mindre og mindre. Dette gav mulighed for at arbejde på højere frekvenser. I fyrrerne kom agernrørene og i 1960 lykkedes det for RCA at masseproducere Nuvistorerne. Det var metalrør på størrelse med et fingerbøl, og de fandtes som trioder og tetroder. Med disse rør kunne man bygge meget følsomme UHF modtagere. Men det var også de sidste krampetrækninger fra en industri, der måtte give op overfor den hastigt voksende halvlederindustri. Få år senere var laveffekttransistorerne blevet væsentligt bedre end rørene og det var kun i senderne, at de holdt skansen lidt længere. På VHF og UHF var den foretrukne rørtype dobbelttetroden. Den gav en god effektforstærkning og havde rent praktisk mange fordele. I tiden op til midten af tresserne var senderen typisk krystalstyret med 10 - 50 W output og FM-moduleret. Modtageren var enten en kortbølgemodtager med converter eller en dobbelt- eller triplesuper specielt for 2 m. Sendere med VFO blev derefter mere og mere populære. Frekvensstabiliteten opnåede man ved at lave VFO'en til en lav frekvens og blande sig op til VHF.
I dag bruger man digitalteknik og synthesizere, og flere amatører er aktive helt op i mikrobølgeområdet.
Tilbage til kortbølge. Med den stigende anvendelse af SSB i tresserne, og den dermed forøgede kompleksitet af sendere og modtagere, måtte flere og flere amatører opgive at bygge deres station selv. Industrien kom dog til hjælp, idet der kom byggesæt på markedet. Derved kunne amatøren selv samle stationen og ved hjælp af ganske enkle instrumenter få stationen i køreklar stand. Det smagte altsammen af hjemmebyg, men det var starten på enden på en epoke, hvor man ikke var "rigtig" radioamatør, hvis man ikke havde bygget hele stationen selv. Få år senere havde japanerne fået øje på dette købedygtige publikum og sendte masser af fabriksfremstillet amatørudstyr på markedet til priser, ingen andre kunne konkurrere med.
I halvtredserne eksperimenterede 7HB med amatørfjernsyn. Det var en meget spændende teknik, men det blev aldrig rigtig populært. Det gjorde til gengæld Slow-Scan TV, SSTV, som WA2BCW beskrev første gang i QST januar 1961. Sidst i tresserne var der en del aktive SSTV-amatører i Danmark. Da det tog ca. 8 sekunder for et billede at blive dannet, var der behov for billedrør med meget lang efterglød. Gamle radarrør viste sig at have den ønskede efterglød, og hvis man sad i et dunkelt rum, kunne man tydeligt se billedet. Så alle aktive SSTV-amatører sparede en del penge på lysregningen. Nu bruger man halvlederhukommelser og ganske normale TV-monitorer - radarrørene er yt. (Artiklen er skrevet i 1987. I dag bruger man en PC med tilhørende software).
Nu må jeg hellere stoppe. Den.moderne teknik, radioamatørerne betjener sig af, er velkendt. En lille transceiver af japansk oprindelse, computeren, packet-radio og den fuldelektroniske nøgle, som selv oversætter til klart sprog.

En epoke er slut og en anden starter. Det er udviklingen, også for radioamatøren. Tillykke EDR med fødselsdagen. Du har også forandret dig i den tid, jeg har kendt dig. Ind imellem lidt for meget, for hurtigt. Men du holdt dig stærk i al udviklingen og jeg ønsker for dig, at du også i fremtiden vil holde din styrke.

Indhold

Næste side