Fra "forbudstiden."

Det nu hedengangne engelske tidsskrift Experimental Wireless & The Wireless Engineer bragte i sit juli 1924 nummer et indlæg fra den danske radioamatør ed7QF. Jeg har oversat denne artikel, da jeg mener, den giver et godt indblik i radioamatørernes arbejdsforhold anno 1924. Han skriver anonymt, da det ikke var tilladt private at anvende en radiostation. Jeg kan dog afsløre, at det var James Steffensen, ex. OZ2Q, der dengang brugte kaldesignalet 7QF.
Der er nogle ting, jeg af hensyn til den yngre generation må forklare kortfattet, så alle har en chance for at få det fulde udbytte af artiklen:

Det var kun i England, man brugte kaldesignaler, der lignede dem, vi kender i dag. Hvert land havde sit (sine) tal i kaldesignalet og danske radioamatører havde valgt tallet 7. For at indikere at det var Danmark, brugte man bogstaverne "ed" (kontinent (Europa)og land (Danmark)), når man havde kontakt med udenlandske amatører. Som et kuriosum kan jeg nævne, at "oz" var New Zealand. Ordet brass-pounding er efterhånden faldet ud af radioamatørernes ordforråd. Direkte oversat betyder det "messingbanker". Det kommer af, at morsenøglerne fortrinsvis var lavet af messing, så ordet betyder blot "en der banker på en morsenøgle". Senderne var blot enkeltrørs selvsvingere, direkte tilkoblet antennen. Derfor havde antennen ret stor indflydelse på frekvensen, eller bølgelængden, som var den betegnelse, man brugte dengang. Man kunne frit vælge frekvens, da der ikke var ret meget trafik og modtagerne var rimeligt døve. Frekvenser over 1 MHz (under 300 m) var kortbølge. Man målte ikke kun senderens størrelse i tilført effekt, man brugte også i mange tilfælde at angive antennestrømmen, da denne let kunne måles med et varmetrådsamperemeter. Man skelnede mellem to rørtyper, bløde og hårde. De bløde havde en lille rest luft og var velegnede som detektorrør. De hårde havde et højt vakuum. En interessant detalje var Fordrullen. I en HGF (Høj Gammel Ford) var tændingssystemet ret specielt, idet højspændingen blev fremstillet af et induktionsapparat meget lig det vi kender fra fysiktimerne. Spolen til dette induktionsapparat blev kaldt for en Fordrulle og var meget populær som gnistsender.

Men nu til 7QF:

"Danske 7QF.

Af operatøren.

Den danske station 7QF er velkendt af mange stationer, og vi giver nedenfor nogle detaljer forberedt af operatøren. 
En af de nye deltagere i den spændende hobby kaldet brass-pounding er den københavnske eksperimentalstation 7QF, idet effekten for nylig er blevet forøget tilstrækkeligt til at nå udenfor Danmark. Den første AC CW sender blev bygget i juni 1923 med et lille Philips udgangsrør forsynet med 220 volt 50 Hz netspænding på anoden. Med denne sender blev 7ZM, 32 km væk, ofte kontaktet på 330 meter. Antennestrømmen var på 0,1 amp. og der blev anvendt et vandrør som jordforbindelse. Den første forbedring bestod i at forøge højden af 2-tråds T-antennen fra en middelværdi på 6 m til 10 m med lige top, og samtidig blev der monteret en seriekondensator. Dette bragte bølgelængden ned til 220 meter og udstrålingen op til 0,15 amp. Der blev på dette tidspunkt gjort flere forsøg på at nå England, men uden succes. I begyndelsen af december blev der opsat en 2-tråds modvægt, hvilket forøgede min udstråling til 0,2 amp. på 195 meter, hvilket med det samme resulterede i en rapport fra mr. Geo. Rogers fra Ashford, Middlesex. Jeg prøvede derefter at ensrette min anodespænding. Jeg anskaffede mig en "Ferrix" transformer med 2 sekundærvikinger hver på 4 volt og en sekundær på 200 volt, med de 200 volt sat i serie med lysnettet for at få 420 volt AC. Et 20 watt Philips udgangsrør og et tysk 50 watt neon ensretterrør blev købt, sidstnævnte blev sammen med to papirisolerede 2 mfd. kondensatorer og en Fordrulle brugt til at ensrette de 420 volt. Med dette fik jeg virkelig CW, dog kun på lav effekt (0,1 amp. udstråling). Så endelig fik jeg kontakt med en udenlandsk station (G5US) d. 30. december kl. 1550 GMT (før solnedgang i England, Hi!). Jeg har ofte siden undret mig over, hvordan jeg gjorde det, idet min udstråling var kun 0,2. Efter dette kaldte jeg forgæves CQ i mange kedsommelige timer, indtil jeg en dag tænkte på at gå ned til 125 meter. Jeg flyttede antenneklemmen fra vinding 18 til vinding 3 på antenneafstemningsspolen og fjernede 32 af de 40 vindinger på min gitterspole (jeg har altid brugt standard direktekoblet tilbagekobling med afstemt gitterspole). Min udstråling var stadig 0,2, men min bølgelængde var nu 120 meter, og tidlig næste morgen fik jeg kontakt med 2KF. Fra da af og til begyndelsen af marts havde jeg kontakt med omkring et dusin stationer af forskellige nationaliteter. Så røg mit rør til de evige rørmarker. Jeg monterede i stedet et hårdt modtagerrør og fik nøjagtig den samme udstråling ! (Det var godt nok med 5 volt i stedet for 3,8 på gløden). Jeg arbejdede med dette rør indtil det brændte af, hvorefter jeg lukkede ned for at give stationen en gennemgribende overhaling. Mod slutningen af april var jeg i luften igen, men kunne ikke nå England mere. I stedet havde jeg om dagen en test med SALD (Lund, Sverige, 54 km herfra). Han brugte fire R rør i parallel med 300 volt på anoderne, hans udstråling var 0,3 på 170 meter og han brugte ledningerne til den elektriske dørklokke som modvægt (Hi!). Han prøvede også telefoni, hvilket jeg modtog OK på et rør, hvert ord læsbart. Sending har været tilladt i Sverige i nogen tid, men de er lige begyndt at uddele kaldesignaler, så ved den tid, dette optræder på tryk, vil SALD muligvis ikke være SALD mere *. Kaldesignalerne der tildeles er rædselsfulde - der er en i Stockholm der hedder SMZZ.
Jeg har nu afbrudt min sender, i det mindste sommeren over, idet jeg tror myndighederne er ved at vågne op og begyndt at søge efter os; jeg betragter det som den bedste politik at stoppe før jeg bliver fanget. Min interesse for DX er imidlertid stadig lige stor, og jeg lytter stadig på kortbølge og sender rapport til alle stationer, jeg hører - jeg har 400 kort på lager! Min nuværende modtager er et ordinært etrørs sæt med løst koblet afstemning; røret er af dansk fabrikat og indeholder en lille rest neon. Glødetråden bruger 0,4 amp. ved 3,5 volt og anoden skal have 30 volt (kritisk). Røret er meget følsomt, jeg har hørt 2IJ flere gange mens hans udstråling kun var 0,1. WGY's bærebølge på 107 meter kommer ind R8, men tale er så forvrænget, at den er helt ulæselig. B.B.C. stationerne kommer dog OK, selv om jeg sjældent lytter på dem på grund af sporvogne, skibe og lysbuestøj (OXE, 13 km væk, 40 kW. input). Der bliver lyttet mest på 600 meter; på denne bølgelængde er SUH, FFA, GMH etc. og masser af skibe kan høres hver aften. Jeg undrer mig over hvorfor så få lytter på 600 meter; det er helt sikkert den mest fascinerende bølge af dem alle. På 200 meter og derunder har jeg hørt 225 stationer siden april sidste år; på 125 meter 15 amerikanere.
Til sidst lad mig understrege, at det vil altid glæde mig at foretage specielle afstandstester med laveffekt stationer, og enhver der ønsker en test skal blot sende mig en linie via dette blad.

* Kaldesignalet er nu SMZV, og adressen er: Fil. Dr. G. Alb. Nilsson, Skolgatan 5, Lund, Sverige. Han vil være glad for at høre fra Engelske amatører som ønsker at teste med ham. Han arbejder normalt lørdag aften; ren CW på 200 meter."

Stationen OXE, som James klagede over, var Lyngby Radio.
Knap så anonym var Gunnar Bramslev, 7ZM, i samme tidsskrift 3 måneder tidligere - april 1924.
7ZM var den første danske station, der blev hørt i England. Det var d. 8. september 1923 hvor han blev hørt af 2KW, men på grund af QRM kunne der ikke etableres kontakt. Det lykkedes den efterfølgende fredag, hvor 7ZM fik kontakt med 2JF. Til april 1924 var hans længste kontakt med 8CT (Frankrig), en afstand på 1400 km.
Han startede sine eksperimenter i 1920 med en krystalmodtager som imidlertid blev modificeret mange gange. Den første rørsender fik han i gang maj 1923 med et Telefunkenrør, der havde betegnelsen RS.5.C.ll.a.
Hans modtager bestod på det tidspunkt af to rør, men den kunne udvides til fire. På bølgelængder over 300 meter anvendte han hjemmelavede honeycomb spoler, mens han anvendte enkeltlags cylindriske spoler på bølgelængder mellem 120-300 meter.
Gunnar Bramslev blev senere kendt som medstifter af EDR.

Indhold

Næste side