De første integrerede kredsløb eller: dr. Loewes flertrinslamper.

Vi skal tilbage til 1926. Udviklingen indenfor radioteknikken gik med ekspresfart. Fra krystalmodtagere til modtagere med rør, bedre modtagerkoblinger, bedre højttalere, nye rørtyper - det ene bedre end det andet. "State of the art" inden for modtagerkonstruktion på det tidspunkt var gitterensretning med tilbagekobling, efterfulgt af et eller to trins lavfrekvensforstærkning. Alt sammen transformatorkoblet.
I takt med at rørantallet i modtagerne steg, begyndte de tyske rørfabrikanter at forsøge sig med at bygge flere rørsystemer i samme glaskolbe. At det startede i Tyskland kan forklares med, at man der havde en lidt speciel afgiftspolitik, idet afgiften af en radiomodtager var afhængig af antal rør i modtageren.
Nogle år tidligere havde dr. Siegmund Loewe startet en fabrikation af radiorør og i efteråret 1926 præsenterede han sine flertrinsrør, baseret på et patent, han havde udtaget i 1924. Det var et dobbeltgitterrør beregnet som HF-forstærker (type 2HF) og en tripletriode, der var beregnet til en standard radiomodtager (type 3NF).
Dobbeltgitterrøret, eller tetroden, som den kom til at hedde, blev anvendt på en lidt speciel måde, idet gitter 1 fik tilført en positiv spænding, og gitter 2 blev anvendt som styreelektrode. Derved kunne man opnå en god forstærkning ved lav anode-spænding. Rørsystemerne i 2HF blev nogle år senere erstattet af trioder for at nedsætte spredningskapaciteterne.
Men han overraskede sin samtid. For ikke alene havde han sammenbygget flere rørsystemer, han havde også indbygget samtlige passive komponenter i glaskolberne. Så det eneste, der skulle forbindes til rørene var afstemningskredse, strømforsyning og for tripletriodens vedkommende en højttaler. Derudover havde Loewe brudt med den traditionelle modtageropbygning, idet han anvendte modstandskobling i begge rørtyper.

3NF

Man kendte til modstandskobling i 1926 og man havde forsøgt sig med at fremstille mindst én modtager efter dette princip (modtageren blev kendt under navnet "Huth Femlamper"). Men der var flere problemer med denne metode. Bl.a. kunne man ikke opnå særlig stor forstærkning og for at kompensere for dette, måtte man bruge flere rør. Samtidig måtte man, hvis modstands- koblingen skulle udnyttes fuldt ud, bruge store anodemodstande, hvorfor anodestrømmen blev meget ringe. Og sidst, men ikke mindst, skulle anodespændingsforsyningen være ret høj. Alt sammen faktorer, der fordyrede modtagerne en hel del. Derudover havde man også spredningskapaciteterne af kæmpe med, hvilket betød, at den øvre grænsefrekvens, med den foreliggende teknologi, blev ret begrænset - for at sige det mildt. Så man kunne derfor ikke bruge dette princip til noget praktisk i en HF-forstærker.Men til at udvikle disse nye rørtyper havde dr. Loewe ansat Manfred von Ardenne, en meget dygtig og kendt person, som havde stor viden og erfaring med specielt modstandskoblingen. Og at det lykkedes for ham, må siges at være en teknisk bedrift. Von Ardenne havde dog den store fordel, at modstande og rørsystemer var sammenbygget i samme glaskolbe. For derved kunne disse tilpasses til hinanden og på denne måde få større ydeevne, end man ellers ville opnå. Samtidig blev spredningskapaciteterne formindsket kraftigt, hvilket havde stor betydning for specielt HF-forstærkeren. Den kunne give en fornuftig forstærkning op til ca. 1.5 MHz, hvilket senere blev forøget til omkring 12 MHz.
Der var imidlertid nogle praktiske problemer med at have komponenterne inden i røret, idet man, for at undgå de ødelagde vakuumet, måtte indkapsle dem i glas. Og da alle bærende dele i rørene også var lavet af glas, måtte det have været lidt af et kunststykke at fremstille rørene, så de kunne sælges til en rimelig pris, hvilket i Danmark var 34 kr. for et 2HF og 43 kr. for et 3NF. Til sammenligning kunne man få et almindeligt rør for omkring 8 kr.
Der var den lille hage ved Loewe-rørene, at rørsystemernes glødetråde var forbundet i serie. Det betød, at hvis blot een glødetråd brændte over, var hele røret værdiløst. Det var ikke så overvældende heldigt, da røret trods alt ikke var helt billigt. Men Loewe kendte til problemet og for at imødegå kundernes frygt desangående, tilbød han at udskifte glødetråden mod et mindre beløb.
Rørene blev i de følgende år forbedret på en række punkter og der blev fremstillet udgaver til både batteri- og netdrift. Den dyre glaskonstruktion blev erstattet af en noget billigere metal/glimmerkonstruktion og rørene blev udenpå forsynet med en påsprøjtet metalbelægning, der blev forbundet til glødetrådens negative side.
Loewe arbejdede med forskellige variationer af specielt 3NF, der dog aldrig kom i produktion. Bl.a. syslede han med at anbringe komponenterne og rørsystemerne i hver sin glasbeholder, der sammenlagt havde nogenlunde samme dimensioner som 3NF. Dette skulle gøre det lettere at reparere rørene, hvis glødetrådene brændte over. En anden variation var baseret på et engelsk patent fra november 1926 der gik ud på, at erstatte de to af glødetrådene med koldkatoder.
Loewe-rørene, og især 3NF, gjorde det til en uhyre let sag at fremstille en rimelig ydedygtig modtager. Dette udnyttede Loewe i sin egen modtagerfabrikation, idet han fremstillede en lille lokalmodtager der blev solgt i millionvis.
Så verdens første integrere kredsløb var en succes for dr. Siegmund Loewe. Men det var alligevel en for stor teknisk udfordring til, at der kom andre rør af denne type på markedet. Til gengæld fremstillede han mange andre kombinationsrør og han opnåede en kompleksitet der overgik selv de senere compactrons fra USA.
Og firmaet? Ja, det eksisterer i bedste velgående i Tyskland den dag i dag og fremstiller underholdningselektronik i stor stil.

Loewe modtager OE 333 med 3NF.

For yderligere oplysninger om Loewe rørene, kan jeg henvise til Radio Magasinet juni 1930 og april 1931.

Indhold

Næste side