De danske radiotidsskrifter.

Allerede i 1909 begyndte interessen for radio at brede sig i Danmark. Det var nyt og spændende, og selv om det var ulovligt, var der en del, der ikke kunne dy sig for at bygge simple modtagere, som de havde meget fornøjelse af. Ti år senere, i 1919, begyndte den tekniske udvikling at tage fart, og der skete hele tiden nye spændende ting. Men de lovlydige borgere måtte nøjes med at se til fra sidelinien, idet radioloven at 1907 forbød private at eje radioer. Efterhånden fik man dog et forhold til denne lov, som nok nærmest kan sammenlignes med nutidsdanskerens forhold til skattelovgivningen, og der blev bygget utallige "sorte" radiomodtagere. Antennen blev sat op under taget og var på denne måde skjult for øvrighedens skarpe øjne. Det de radiointeresserede manglede, var sammenhold, og det kom først i 1922, hvor der blev dannet to lytterklubber, Dansk Radioklub og Dansk Radio-Klub, også kaldet ’bindestregsklubben". Ved hjælp at disse klubber blev det muligt at lave radioforsøg med myndighedemes velsignelse. Men der måtte kun modtages med registrede forsøgsmodtagere, idet der ikke kunne afviges fra radioloven af 1907. Radioforsøgene var dog ikke nok til at holde medlemmernes interesse fanget, man måtte også have et medlemsblad. Dansk Radioklubs medlemsblad hed DEN TRAADLØSE, og udkom første gang julen 1922. Det kom gratis til medlemmerne, men kunne også købes hos bladhandleme for 50 øre. Det lyder måske nok ikke at så meget, men vi må huske på, at gennemsnitstimelønnen for en arbejder var omkring 1,40 kr. Bladet indeholdt artikler om radiostationer, omtale af kunstnere og tekniske artikler for begyndere. Nogle konstruktionsartikler blev det også til, foruden brevkasse og naturligvis klubmeddelelser.
Den 1. januar 1923 begyndte Axel Henriksen og H. Mortensen udgivelsen at tidsskriftet RADIO, muligvis som en provokation overfor politikerne. De understregede i forordet, at bladets formål udelukkende var at udbrede kendskabet til radioteknik "så at vore læsere kan stå fuldt rustede, når vi engang kommer så vidt frem herhjemme, som man forlængst er i Amerika og England" og den forkætrede radiolov blev gengivet i sin helhed på en at de første sider. RADIO kom 2 gange om måneden, samme termin som DEN TRAADLØSE. De første 6 numre var i A5-format og blev derefter udgivet i et lidt større format, men det fik aldrig det format, vi kender fra andre blade. Det var lidt tyndt, med enkelte tekniske artikler og en teknisk brevkasse. I maj 1923 blev radioloven lempet lidt, idet det blev tilladt at anvende en radiomodtager, hvis telegrafvæsenet fik lov til at føre tilsyn med den. Selv om denne lovændnng blev mødt med stor skepsis, betød det dog, at de radiointeresserede nu kunne dyrke deres hobby lidt mere frit. Dette gav grobund for flere radioblade og d. 20.sept.1923 udkom RADIO-JOURNALEN første gang. De efterfølgende numre kom, i lighed med de førnævnte blade, d. 1. og 15. i hver måned. RADIO-JOURNALEN kunne indholdsmæssigt sammenlignes med DEN TRAADLØSE, der var ikke den store nytænkning på dette felt. Så i slutningen af -23 var der et pænt udvalg at næsten ens radioblade, og det skulle da også snart vise sig, at det rent økonomisk ikke kunne løbe rundt for dem alle. Så disse tre blade blev februar 1924 slået sammen til RADIO UGE REVUE og RADIO MAANEDS-MAGASIN med George W. Olesen som redaktør. Indholdsmæssigt blev kvaliteten hævet og der var artikler for alle kategorier at læsere, det være sig radiolytteren som den mere teknisk interesserede. Formålet med at udgive to forskellige tidsskrifter var, at de skulle supplere hinanden på den måde, at Uge-Revuen i sin form nærmest havde avisen som forbillede og månedsmagasinet skulle uddybe de emner, der måtte påregnes at have amatøremes interesse. Denne opdeling kunne for månedsmagasinets vedkommende åbenbart ikke holde, for allerede et år senere var det slut med RADIO MAANEDS-MAGASIN som selvstændigt blad, idet det blev optaget som en del at RADIO UGE REVUE.
  I midten at juli 1927 fik George W. Olesen lyst til at starte sit eget radioblad og overlod redaktørstolen til Frode Herløv. G.W.Olesens barn blev ugebladet RADIO POSTEN, der udkom første gang d. 2. september. Bladet var skrevet for de teknisk interesserede radiolyttere og de danske radioamatører fik et særligt forhold til bladet. For som det vil være en del bekendt, startede nogle brave radioamatører foreningen EDR i 1927 og bestyrelsen valgte at lade RADIO POSTEN være det organ, der skulle være bindeleddet mellem foreningen og medlemmerne. Dette samarbejde varede bladets korte levetid ud.  RADIO MAGASINET startede i 1927 med V. H. Kofoed som ansvarshavende redaktør. Det havde undertitlen Illustreret Maanedsskrift og var et stort blad på et halvt hundrede sider. Ud over illustrationerne var der mange glimrende tekniske artikler og selvbyggerkonstruktioner med udførlige byggevejledninger.  Konkurrencen mellem RADIO POSTEN og RADIO UGE REVUE var meget stor, og det var så galt, at den ind imellem banede sig vej til bladenes spalter, hvilket man kunne vælge at le eller græde over, alt efter temperament. Det var naturligvis en situation, der ikke var holdbar i længden. Så da POPULÆR RADIO kom i handelen i begyndelsen at 1928 og konkurrencen om læsernes gunst blev skærpet, måtte der gøres noget, både for at holde på læserne og at økonomiske hensyn. Kodeordet var centralisering. Så i juni var et nyt forlag en realitet. Det fik navnet Radiopressens Forlag og startede udgivelsen at UGENS RADIO, som var en sammenslutning at RADIO POSTEN og RADIO UGE REVUE, og overtog udgivelsen at RADIO MAGASINET. Den gamle ide med et ugemagasin og måneds ditto fra samme udgiver blev atter prøvet, og, som det vil ses nedenfor, med stort set samme ringe succes som sidst. De tre redaktører gik sammen om de to blade, med George W. Olesen som ansvarshavende redaktør for UGENS RADIO og V. H. Kofoed, i al fald for en tid, som ditto for RADIO MAGASINET der fortsatte uforandret. UGENS RADIO blev et alsidigt blad, med tekniske artikler, meddelelser fra radioklubberne, EDR’s side, teknisk brevkasse og radioprogrammet.Fra januar -29 overtog G. W. Olesen også posten som ansvarshavende for RADIO MAGASINET, som stille og roligt fik det "Olesenske" særpræg over sig.  Senere i -29 begyndte der at ske noget for UGENS RADIO.  Frode Herløv og V. H. Kofoed udgik af redaktionen, med det resultat at G. W. Olesen fra juni var alene med redaktionen at bladet. Den 29. marts var sidste gang, man kunne finde EDR’s side, idet bestyrelsen kunne offentliggøre, at man ville udgive eget medlemsblad. Det ville blive et 4 siders blad i A4 format med navnet OZ og det skulle udkomme d. 15. i hver måned. I slutningen at august indså G. W. Olesen, at sammensætningen at læser-kredsen var ændret en del. Tidligere måtte radiolytterne have noget teknisk indsigt for at få fuld fornøjelse at deres interesse. Men med den tekniske udvikling der havde fundet sted, var dette ikke nødvendigt mere og der var nu en stor del at læserskaren, som ikke havde den store interesse i denne side at sagen. Derfor blev bladet slået sammen med RADIOPROGRAMMET hvilket betød enden på UGENS RADIO og de teknisk interesserede blev henvist til RADIO MAGASINET.
Efter denne tid kunne G.W.Olesen koncentrere sig om RADIO MAGASINET, der stadig blev bedre og bedre. Bladet blev i en periode automatisk sendt til medlemmer at EDR, så der kom mere kortbølgestof og EDR havde en side med meddelelser fra foreningen. I en periode på 3 år, fra oktober -32 til oktober -35, udkom RADIO MAGASINET hver fjortende dag. Det gik naturligvis noget ud over sidetallet og udgiften til bladet blev jo også fordoblet, men læserne var tilsyneladende tilfredse. Bladet holdt den gode stil, omend senere i beskåret form, helt frem til 1950 hvor udgivelsen blev stoppet. Men allerede en hel del år tidligere, mere nøjagtigt januar 1938, forlod George W. Olesen redaktørstolen hos RADIO MAGASINET for at starte sit eget blad, RADIO EKKO. De tilbage- værende medarbejdere, Gerhard Hansen, Preben Bøtker og Svend Ramsby, fortsatte bladet, med Gerhard Hansen som ansvarshavende. RADIO EKKO overtog det særlige særpræg, kun G. W. Olesen kunne sætte på et blad. Det havde mange tekniske artikler og konstruktionsartikler og blev meget populært blandt radioamatørerne. Men i 1955 havde G.W.O. fået nok og indstillede driften.
Fra marts 1928 kunne man købe et ny radioblad, POPULÆR RADIO. Få ville dengang havde drømt om, at netop dette blad skulle overleve alle de andre. Det blev udgivet at Berlingske Tidende (de første årgange var godt nok udgivet at RADIOLYTTEREN, men det stod Berlingske Tidende også bag) og havde O. Lund-Johansen som ansvarshavende redaktør. I starten var indholdet meget lig RADIO MAGASINET, men efterhånden fik bladet sin egen stil med en glimrende blanding at teknik og information fra radiobranchen. Bladet holdt sig primært til at behandle emner, der kunne interessere den almindelige radiolytter og det beskæftigede sig på et tidligt tidspunkt med fjernsynets teknik. Det skulle vise sig, at redaktionen havde valgt den rette linie og at det i krisetider var en fordel at have en pengestærk ejer. POPULÆR RADIO skiftede navn i takt med den tekniske udvikling - man kan faktisk sige, at bladet havde rekord i navneskift. Da fjernsynet blev udbredt 1954 kom bladet til at hedde POPULÆR RADIO OG FJERNSYN, senere blev det til POPULÆR RADIO OG TV. Da det ikke var godt nok, blev det til POPULÆR RADIO OG TV-TEKNIK og endelig i 1977 vendte de tilbage til det oprindelige navn, POPULÆR RADIO. Dette holdt til 1981, hvor bladet indgik i NY ELEKTRONIK. Forinden var bladet blevet noget uinteressant for den radiointeresserede læser, så overgangen har været rimelig blid. Derved ophørte det sidste populære radiotidsskrift at eksistere og en epoke i dansk radiohistorie var slut.

Jeg har i ovenstående koncentreret mig om de tidsskrifter, der var populære hos radioamatørerne. Der blev også, specielt i midten at tyverne, udgivet særlige lytterblade, f.eks. RADIOLYTTEREN, med O. Lund-Johansen som redaktør og medlemsblade for radioklubberne, f.eks. RADIO TIDENDE og RADIO BLADET, der havde hhv. Otto Schrayh og V. H. Kofoed som redaktører.

Ingen gennemgang af danske radiotidsskrifter er komplet uden en omtale af George W. Olesen, den største personlighed indenfor dansk radiopresse. Skal man karakterisere ham ud fra tilgængeligt materiale, må han betegnes som en dygtig skribent med en skarp pen og stor interesse for radioteknik. Han havde mildt sagt ikke overvældende meget til overs for embedsmænd, hvilket han ind imellem gav udtryk for i lederartiklerne. Og få kunne som han på en fiks måde flette lidt sarkasme ind i sine artikler.  Den store offentlighed stiftede første gang bekendtskab med radiotelegrafist George W. Olesen, da han i 1923 redigerede radiotillægget til det nu forlængst hedengangne dagblad Dagens Nyheder. Heri agiterede han kraftigt for den forstyrrelsestri modtager - nej ikke en der kunne modtage forstyrrelsesfrit, men en der ikke forstyrrede naboen, hvilket var det største problem dengang. Man kaldte det "hylerplagen". 1. juni offentliggjorde han en konstruktion med et trin HF forstærkning foran detektorrøret, som han døbte DN11. Modtageren havde navn efter det nummer i diagramserien, Dagens Nyheders tillæg bragte i 1923. D.N. var initialerne for avisens navn, så modtageren var altså den ellevte i rækken. Den blev meget populær, også selv om det var en ret dyr konstruktion på grund at de to rør. Et almindeligt rør kostede omkring 12 kroner. Det var mange timers arbejde, idet den gennemsnitlige timeløn som tidligere nævnt kun var omkring 1,40 kr.  G. W. Olesen startede sin karriere med radiotidsskrifterne, da han blev redaktør af Radio Uge Revue og Radio Maaneds-Magasin, hvorefter det gik slag i slag med Radio Posten, Radio Magasinet og Ugens Radio. Men hans mesterværk var Radio-Ekko. Det var et blad med masser at teknisk information og mange konstruktionsartikler, både for den almindelige radiolytter og kortbølgeamatøren. Enhver radioamatør over en vis alder kan med en del glæde i sindet tænke tilbage på Radio Ekko.

Men rekorden i udholdenhed indehaves af O. Lund-Johansen. Læs mere om ham her.

V. H. Kofoed bør også nævnes i denne sammenhæng. Han gjorde meget for radiotidsskrifterne i den første tid, især som skribent i de forskellige radiotidsskrifter, men også som ansvarshavende redaktør at Radio Bladet 1924 - 27. Han fortsatte som ansvarshavende for Radio Magasinet i 1927 og -28 og blev derefter medredaktør at Ugens Radio. Han var også forfatter til bogen Praktisk Radio for Amatører i 1923 og en lærebog i radioteknik, der kom i 4 udgaver i hhv. 1928, 1930, 1937 og 1946.

Der har naturligvis været mange andre, som har haft betydning for de danske radiotidsskrifter gennem tiden. Både som redaktører og bidragsydere at artikler. Langt de fleste har udført et meget stort arbejde til gavn og glæde for de radiointeresserede, og det er dem, vi kan takke for de mange, gode tidsskrifter.

En Verden i Lyd og Billeder at Leif Ahm,
de respektive tidsskrifter,
Danmarks Statistik,
De Danske Folkebibliotekers Databaser

Indhold

Næste side